Blade af slægtstræet - Bøving

Johan Christian Michaelsen

Morfars mor Camilla Laura Elisabeth Bøvings slægt:

Indhold på vej, men se hjemmesiden: http://www.myheritage.dk/site-114947331/boeving

På billedet ser du min tip-tip-tip-tip oldefar Frantz Johan Gerhard Bøving, (1721-1789) velhavende apoteker i Faaborg, indvandret fra Tyskland og stamfar til Bøving slægten i Danmark.
Hans far var præst og udsendt som missionær til Trankebar af den danske konge, men gjorde sig grundigt upopulær blandt de mere traditionelle pietistiske missionærer. Ellers var slægten Bövingh fra 1500-tallet borgmestre, købmænd, jurister og rådmænd i Hattingen ved floden Ruhr i flere generationer.
Hans morfar Franciscus Rapicani var af italiensk adelsslægt, betroet sekretær og forvalter for Dronning Christina af Sverige. Rapicani blev gift med en datter fra Oetken slægten, der blev adlet af den danske konge i 1600-tallet.
Du kan læse mere om Rapicani og Oetken slægten nedenfor.

Alexander Augustus Rapicani (1702-1768)

 P ave Francisus, der blev valg i 2013 er jesuit, og det gav mig trang til at skrive et par linjer om min 5x tipoldemor Charlotta Ottona Rapicanis bror Alexander.

Hvorfor? Fordi han netop var  jesuitterpræst og fordi hans far hed Franciscus.

 

    Alexanders søster Charlotta blev gift med en temmelig oprørsk tysk præst og missionær Johann Georg Bövingh, hvis søn Frantz Johan Gerhard Bøving grund-lagde den danske Bøving-slægt, da han i 1700-tallet købte Faaborg Apotek og senere giftede sig med Magdalene Orten. De var begge både flittige og dygtige og blev efterhånden så velhavende, at de kunne stifte et legat for byens fattige.
Frantz Johan Gerhard Bøvings aner fra Hattingen i Tyskland er kendte helt tilbage til 1500-tallet, hvor de ældste kendtegenerationer typisk var købmænd og jurister, der ofte også bestred borgmesterposten.

 

Alexander og Charlotta var børn af det italiensk-svenske ægtepar Franciscus Rapicani og Anna Catharina Oetken, og siden Franciscus har navnet Frans, Frands, Franz, Frantz eller Frants holdt sig levende i Bøving-slægten helt op til i dag.

Og nu  - med al respekt - hedder Paven så det samme!

 

Franciscus Rapicani blev født i 1636, som søn i en adelig romersk-katolsk familie fra Napoli. Franciscus fik en god uddannelse, rejste Europa rundt og oplevede bl.a. Londons store brand i 1666. Hans erindringer samt hans beretning om Londons Brand er bevaret og udgivet af et historisk forlag.

    Ad omveje kom Franciscus Rapicani på god fod med den svenske kongelige familie, for hvem han udførte mange opgaver, og han kom i tjeneste som betroet sekretær hos den svenske Dronning Kristina, der regerede i Sverige fra 1644 til 1654, hvor hun frasagde sig tronen. Dronning Kristina endte sine dage i Rom og er begravet i Peterskirken. Hendes førstesekretær Franciscus Rapicani bestyrede hendes besiddelser i Tyskland og endte sine dage som statholder i Zeven, cirka 50 km sydvest for Hamborg.

 

Franciscus Rapicani blev – forholdsvis sent – gift med den svenske pige Anna Catharina Oetken, hvis brødre blev adlede af den danske konge i 1696.

Og ud af dette ægteskab kom altså – udover min 5x tipoldemor Charlotta, gift Bövingh – sønnen Alexander Augustus Rapicani.

 

(En søster til Anna Catharina Oetken blev gift von Münnich. Hendes søn – Charlottas fætter -  Burchard Christoph greve von Münnich blev russisk greve og feltmarskal under zaren Peter den Store. Senere blandede han sig voldsomt politisk, styrtede den siddende regeringsleder Biron i 1734, men blev senere dødsdømt, så benådet og sendt til Sibirien i 20 år, inden han atter kom i kridthuset og døde som ”generaldirektør for Østersø-havnene”  i 1767 – men det er en anden historie, der kan læses mere om andetsteds på hjemmesiden.)

Alexander Rapicani er muligvis opkaldt efter sin fars arbejdsgiver dronning Kristina, der kaldte sig Christina Alexandra efter tronafgivelsen.

    Alexander blev født omkring 1702 i Sverige, men tilbragte det meste af sin barndom i Zeven, hvor hans far tog sig af sine forpligtelser som statholder og forvalter for Dronnig Kristina.

    Alexander blev en fremtrædende missionær i den jesuitterorden, som den nye pave tilhører, og hans usædvanlige liv er rimelig velbeskrevet i form af dagbogs-notater, breve og indberetninger som blev udgivet i 1996 af Universidad Nacional Autónoma de México under titlen ”NOTAS PARA LA BIOGRAFÍA DEL PADRE JESUITA Y POETA LATINO ALEJANDRO RAPICANI”.

 

Padre Alexandro, som han kom til at hedde i Mexico, beskrives som en ægte individualist med international baggrund. Af udseende lys i huden, med blond hår og blå øjne efter sin svenske mor.

    Han tog en teologisk uddannelse og sluttede sig til jesuitterne i Rhinlandet den 14. oktober 1724. Den 14. april 1735 forlod han et jesuitter kollegium og kom til Ny Spanien (Mexico) den 22. november 1735.

    Her fik han den 1. juni 1737 ansvaret for missionsstationen Guevavi, hvor han lærte det lokale sprog Piman. Der vides ikke noget om de første 2 år af hans virke, da hans skrifter fra den tid er forsvundet.

    Han afgav sit endelige ordensløfte den 1. maj 1740 i San Ignacio, hvorfra han efter den 27. august 1740 rejste til Seri missionerne i Pópulo ved Rio San Miguel.

Et år efter at have rejst fra Guevavi var han i Batuc ved Opata missionen, hvor han startede missionens kirke. (Billedet)

 

De tidligste missionærer var kommet til Den nye Verden fast besluttede på at omvende de indfødte 88 år efter, at den nye verdensdel var blevet opdaget. Klædt helt i sort og med et segl, der titulerede dem ”Guds Soldater”, drog de rundt i de nye verdensdele efter at have viet deres liv til at udbrede den gode nyhed om det kristne budskab til de derboende ukristelige indfødte.

    Jesuitterordenen var blevet grundlagt i 1540 og var kendetegnet ved mænd med høj uddannelse, stor loyalitet til ordenen og stærke meninger. Dette bragte dem ofte i konflikt med omverdenen – politikere, militærfolk samt andre religiøse retninger. Efterhånden blev de mål for en del forfølgelser fra aristokratiet, velhaverne og militæret både i Europa og i Den nye Verden, og det endte med, at de blev fordrevet fra både Europa, Amerika og Asien i 1767.

    Denne verdensomspændende fordrivelse af jesuitterne indhentede også Alexandro. Kun halvdelen af jesuitterne i dette område på grænsen mellem Arizona og Mexico overlevede forfølgelserne.

    Ifølge Guevavi og Suamca missionernes arkiver var Padre Alexandro den anden ud af 7 præster, der omkom, under den tvungne march igennem kystjunglen mellem Tepic, Nayarit og Guadalajara, Jalisco. Han var 65 år og 10 måneder  gammel, da han døde ved Ixtlán, Nayarit, Mexico den 3. september 1768.

    De overlevende jesuitter blev sat under husarrest i Spanien og 5 år senere forbød Paven i Rom jesuitterordenen. Nogle flygtede til Rusland og andre til Brasilien og første efter 60 år blev den jesuitterorden, som nu har fostret en ny pave, igen tilladt.

    Gad vide om Alexandros søstersøn i Faaborg, der på det tidspunkt var veletableret med en blomstrende forretning og tre sønner – den ene min tip-tip-tipoldefar Preben Bøving – nogensinde hørte om sin morbror, jesuitmissionærens dramatiske skæbne i de fjerne lande?

13. marts 2013 

 

 

Oetken Klanen


Den danske stamfader til Bøving slægten i Danmark og Sverige var som bekendt apoteker i Faaborg Frantz Johan Gerhard Bøving.

Som ung apotekersvend indvandrede han i 1700-tallet til Danmark fra Tyskland og blev efterhånden en velhavende mand i Faaborg.

Hans aner af Bøving-slægten fra Hattingen i Tyskland er kendte helt tilbage til 1500-tallet, hvor hans tip-tip-oldefar købmand Hermann Bövingh repræsenterer den ældste kendte generation.

 

Men der er også en anden gren af slægten der fortjener lidt nærmere omtale.

 

Frantz Johans Gerhard Bøvings mor Charlotta Ottona Rapicani, var datter af Franciscus von Rapicani og hustru Anna Catherine von Oetken.  Franciscus Rapicani var ud af en italiensk adelsslægt fra Napoli og arbejdede i mange år som statssekretær og forvalter for den svenske Dronning Christina. Han var således på god fod med den svenske kongelige familie, for hvem han udførte mange opgaver.

Rapicanis erindringer er særdeles spændende, men her skal det handle om hans hustrus familie von Oetken, der kan spores endnu længere tilbage end Bøving slægten – nemlig tilbage til Frantz Johan Gerhard Bøvings tip-tip-tip-tip-tip-tipoldefar, der således erhverver pladsen som slægtens ældste kendte stamfader!

Dansk Adels Årbog 1930 fortæller at de originale optegnelser om familien Oetken findes i Byarkivet i Altona, der nu er en del af Hamborg. Forhåbentlig har arkivet overlevet 2. Verdenskrigs bombardementer og kan studeres yderligere, men indtil videre er det følgende et uddrag af Dansk Adels Årbogs artikel.

 

Slægtens ældste kendte stamfader er Gert Ludeke, der flyttede fra Bremen til Grevskabet Oldenborg, hvor han så langt tilbage som i 1390 erhvervede gården thor Helle, som han og og hans nærmeste efterkommere tog navn efter.

Sønnen Reimer thor Helle ejede gården i 1428, derefter hans søn Reinecke og sønnesøn Bruno, der i 1533 af Grev Anton 1. af Oldenborg blev forlenet med gården Bredehorn i Ammerland.

Brunos søn Johan tog navn efter gården. Han kaldte sig Johan Bredehorn og bragte slægten Oetken ind i billedet da han giftede sig med en jomfru Oetken fra Westerstede.

Efter Ammerlandsk tradition får deres søn moderens efternavn og blev derfor døbt Siegfried von Oetken.

Siegfried, der døde den 26. juni 1644, havde i sit ægteskab med Bucke von Rowold sønnen Johann von Oetken, der blev foged i Westerstede.

Johann var gift med Helene, datter af Dietrich zu Holtstede og døde den 20. marts 1676.

 

Og så er vi fremme ved Helene og Johanns søn Johann Ludolph von Oetken til Loy, der blev far til Anna Catherina von Oetken gift med Franciscus Rapicani.

 

Johan Ludolph von Oetken er altså oldefar til apoteker Bøving i Faaborg: hans datter Anna Catherina bliver mor til Charlotta Ottona Rapicani, der bliver gift med missionæren og præsten Johann Georg Bövingh – apoteker Frantz Johan Gerhard Bøvings forældre i Kirchtimke.

 

Johan Ludolph von Oetken til Loy blev født den 1. februar 1629. Han var regeringsråd og landrentemester i grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst. Døde som 50-årig den 2. september 1679.

Den 20. februar 1652 blev han gift med Helena Dagerath, født den 4. juli 1631 og død den 2. november 1698. Helena var datter af Christoph Dagerath og Helena Harbers.

Johan Ludolph von Oetken og Helena Dagerath havde en stor børneflok og grundlagde den adelige  - nu uddøde - stamrække idet deres 5 sønner adledes i 1696.

 

Familien von Oetkens våbenskjold, som beskrevet i Dansk Adels Årbog:

 

Våbenskjoldet er firdelt; 1. og 4. felt en rød bjælke omslynget af en grøn gren med 2 røde rodser under og 3 grønne agern over bjælken i guld; i 2. og 3. felt en guldløve med 3 guldliljer på hver side over hinanden og 1 guldlilje forneden i blåt. På hjelmen 2 sølv vesselhorn hvert besat med 3 røde roder med stilk og blade.

 

Børn af Johan Ludolph von Oetken til Loy og Helena Dagerath:

 

  1. Johan Ludolph til Loy, regerings- og konsistorialråd i grevskaberne Oldenborg og Delmenhorst, født den 12. april 1653. Som ung mand opholdt han sig i Kiel og Strassbourg og i 1672 fik han overdraget godset Loy i Rastede Sogn, Oldenborg, som arveligt len og adeligt frigods. I 1673-74 berejste han Frankrig og Italien. Igen i 1676-79 var han udenlands som lærer og sekretær for Fyrst Christian Eberhard af Østfrisland og i 1683 var han sekretær hos Storkansler Reventlow. 4 år senere i 1687 blev han Regeringsråd i Oldenborg. I 1696 Justitsråd og den 13. juni samme år ophøjet i adelsstanden. I 1713 blev han kancelliråd og derefter etatsråd i 1717.  Johan Ludolph til Loy blev gift den 12. januar 1690 i Pinneberg med Margrethe Dorothea von Suhm, født den 3. april 1674 og død 12. oktober 1720. Han selv døde 4 ½ år senere den 24. januar 1725 i Oldenborg. Parret havde 6 børn, men deres efterslægt uddøde på mandslinien i 1786 med sønnesønnen major Johan Rudolph von Oetken.
  2. Christoph von Oetken, efter at have været løjtnant i Livregimentet blev han assessor ved Landsretten i Oldenborg og amtsfoged i Elsfleth. Født den 17. april 1657 og adlet 13. juni 1696. Han døde 41 år gammel den 29. juni 1698. Gift med Sophie Agnete Hempel med hvem han havde 3 børn. Deres oldebarn major Johan Friederich von Oetken døde 1809 i Hørsholm, som sidste mand af slægten.
  3. Helene Elisabeth von Oetken, født den 17. april 1657 blev gift med amtmand i Rastede, borgmester i Jever Johann Sigmund Boicken.
  4. Sophie Catharine von Oetken, født den 3. juni 1659, gift med oberstløjtnant, geheimråd og fyrstelig østfrislandsk drost Anton Günther von Münnich, født 1649 og død 14. februar 1721. Münnich blev adlet i 1688 af Christian V og parrets to sønner gjorde en stor karriere i Rusland – se nedenfor.
  5. Hans Wilhelm, født den 14. juni 1661 og død 6. maj 1662.
  6. Elisabeth Margaretha von Oetken, født den 13. juni 1663, gift med kgl. svensk bygmester Sarnighausen i Bremen.
  7. Augusta Sophie von Oetken, født den 15. september 1665, død 1738. Gift 1. gang med kgl. Husfoged i Oldenborg Gölner og 2. gang med landretsassesor Kopff.
  8. Anna Catharine von Oetken , født den 15. september 1665 og gift med Franciscus von Rapicani. Bedsteforældre til apoteker Frantz Johan Gerhard Bøving.
  9. Augusta, født 3. september 1667, død 2. januar 1668.
  10. Johann Wilhelm von Oetken til Rustad og Thorderud, født den 23.september 1668. Kaptajn ved Dronningens Livregiment i 1696 og adlet samme år. Såret ved Tönningen 1700, deltog som oberst i flere felttog i Norge i 1711-18 og sluttede karrieren som generalmajor. Johan Wilhelm von Oetken var gift med Margrethe Uthermarch, der døde i begyndelsen af 1733. Gennem sit ægteskab blev Johann Wilhelm von Oetken velhavende og opkøbte en del ”jordegods” i Aas, Vestby og Krakstad, bl.a. gården Rustad i Aas, hvor han døde i maj 1733 uden at efterlade sig arvinger.
  11. Friederich Matthias von Oetken, født 25 januar 1670, sekondløjtnant i 1696 og formentlig adlet samme år ligesom sine brødre, men slettet i etaten i 1699 iflg. Dansk Adels Årbog. Ingen arvinger.
  12. Christian Albrecht, født 1671, død samme år.
  13. Christian Diterich, født 1672, død samme år.
  14. Ulrich Anton von Oetken, født 4. februar 1674, adlet 13. juni 1696. Ingen arvinger.

 

Blandt de mange søskende er vi naturligvis mest interesseret i Frantz Johan Gerhard Bøvings mormor Anna Catharina, men hendes ældre søster Sophia Catharina og hendes familie er også værd at skrive lidt om. 
 


       

 

Burchard Christoph greve von Münnich

Sophie Catharina von Oetken blev i sit ægteskab med oberst og digegreve Anthon Günther von Münnich mor til den daværende europæiske berømthed Burchard Christoph greve von Münnich . Han blev russisk greve og generalfeltmarskal under zaren i Rusland "Ruslands Fader" Peter den Store.

 

I Personalhistorisk Tidskrift 1988 står der i artiklen ”Baron von Münnich – en frimurer i personalhistorikerens søgelys”:

... Slægten Münnich er kendt. Anton Günther von Münnich (1650-1621) havde været ritmester i dansk tjeneste og blev senere digegreve i Oldenburg. Han adledes af Christian V i 1688. To af digegrevens sønner gik senere i russisk tjeneste. Mest berømt af disse er Burchard Christoph greve von Münnich (1683-1767), der blev feltmarskal. Den anden søn, Christian Wilhelm baron von Münnich (1686-1768) blev af broderen kaldt til St. Petersborg, hvor han i 1740 overtog embedet som direktør for møntkancelliet. Ved kejserinde Elisabeths tronbestigelse i 1742 blev han udnævnt til overhofmarskal og overhofmester. Det siges, at kejserinden værdsatte ham så højt, at hun ønskede at konferere med ham dagligt.”

 

Disse to brødre von Münnich var altså fætre til apoteker Frands Johan Gerhard Bøvings mor Charlotta Rapicani.

 

Den mest berømte fætter Burchard Christoph von Münnich blev født i Oldenborg, som dengang tilhørte Danmark. Allerede i 1699 gik han i fransk tjeneste som ingeniør for hæren, men ved udbruddet af den spanske arvefølgekrig i 1701 skiftede han arbejdsgiver et par gange.  Det var slet ikke usædvanligt dengang, hvor officerskorpset var yderst mobilt og den enkelte officer ofte påtog sig opgaver, afhængigt af hvor der var brug for den pågældendes ekspertise. Münnich deltog i slag i både Italien og Holland - i 1709 blev han udnævnt til oberstløjtnant, men endte hårdt såret i fransk fangenskab. Så i 1713 da han blev løsladt drog han til Karslhafen og virkede som oberst indtil han endelig i 1721 kom i russisk tjeneste som ingerniørgeneral.Som sådan ledede han anlæggelsen af Ladoga Kanalen, der skulle forkorte rejsetiden mellem Novgorod og St. Petersborg betydeligt.                                                                                                                               

Ifølge Grimberg Verdenshistorien blev Peter den Store, der netop havde været syg, så henrykt over sin første tur på kanalen ”at han omfavnede Münnich, svingede sin matroshue i luften og erklærede at denne fornøjelse havde gjort ham fuldkommen rask.”                                  

 

Senere stod Münnich i spidsen for anlæggelsen af Kronstadts havn og fæstningsanlægget i Riga og i 1732 blev han den russiske hærs øverstbefalende. Forinden havde han opnået titel af russisk greve i 1728.  Som feltmarskal erobrede han Danzig (Gdansk) i 1734 under den Polske Arvefølgekrig, der opstod ved August den Stærkes død.

Münnichs sejr var den eneste større østrigsk-russiske sejr under den krig og desuden hjemførte han sejre i tyrkerkrigen 1736-39, der grundlagde hans ry som en meget fin og professionel soldat.

Fra 1731 begyndte han for alvor at blande sig i politik og opnåede sammen med sin politiske rival Ernst Johann von Biron stor politisk indflydelse og ministerposter under zarinaen Anna I. Samtidig reorganiserede han den russiske hær og oprettede det adelige kadetkorps, der i mange år skulle danne basis for den russiske hærs forsyning af officerer.   

I 1734 lykkes det ham at styrte Biron, og han blev regeringens leder – altså premierminister -  indtil 1741, hvor det fik en brat ende, da han med omvæltningerne under Elisabeth I endte med at blive dødsdømt. På skafottet blev Münnich i sidste øjeblik benådet, fradømt al sin ejendom og forvist til Sibirien, hvor han levede i mange år.

Men det var ikke helt slut endnu. Den efterhånden gamle greve, der var ”Ridder af alle Russiske Ordener”, blev efter 20 år i kulden – i bogstaveligste forstand – rehabiliteret af Peter III, der kort tid efter blev afløst af Catherine II, som udnævnte den gamle marskal til generaldirektør for Østersø-havnene og som sådan døde han den 16. oktober 1767 i St. Petersborg.




Hovedkilder:

 

Dansk Adels Årbog, 1930

Grimberg Verdenshistorien, bind 11

Historiker Elf. Bachmanns artikler om Franciscus Rapicani

Den Store Danske Encyklopædi, Polen og Kristina

Wikipedia vedr. Münnich og den Polske Arvefølgekrig

Vor Tids Leksikon 1950

Personalhistorisk Tidsskrift, Årgang 108 1988:1      



Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Orton Böving | Svar 24.04.2018 13.23

Hej !
Jag heter Orton Böving och jag har läst ovanstående med stort intresse. Jag har
tidigare lärt mig mycket om min släkthistoria så mycket är kännt.
MVH
Ort

Mogens Juul madsen | Svar 19.04.2015 14.02

det meget interasand at læse når nu kender slægten

Kirsten Tjørnhøj-Thomsen | Svar 05.06.2013 15.01

En meget spændende familiehistorie - særdeles velskrevet- Tak for den fine skildring min oldemor hed Frederikke Bøving.
Venlig Hilsen

marianne bøving bijl | Svar 04.12.2011 14.51

det var da en" vild" spændende historie, selvom familie relationen er langt ude i den kvindelige afdeling. det synes jeg godt om.tak for den historie,søren!

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

10.08 | 22:43

Hej. Kender til to politibetjente der hed Lindhof.

...
24.04 | 13:23

Hej !
Jag heter Orton Böving och jag har läst ovanstående med stort intresse. Jag har
tidigare lärt mig mycket om min släkthistoria så mycket är kännt.
MVH
Ort

...
01.04 | 09:23

Hej søger Lindhof politibetjent . Er det en du kender til ?

...
19.04 | 14:02

det meget interasand at læse når nu kender slægten

...
Du kan lide denne side